Vin & Videnskab: De strandede kæmper
Carl Kinze | Anne Sofie Hammer | Coen Elemans | Henrik Lauridsen | Peter Agger
🎫 BILLETTER sættes til salg onsdag den 12. august kl. 18.
--- --- --- --- ---
I 2026 er hele otte kaskelotter strandet i Jylland. Hver gang en stor hval slutter livets rejse på vores hjemlige kyster, rykker et større hold af eksperter ud, inklusive fra Statens Naturhistoriske Museum og flere af de danske universiteter. Hvalen skal dissekeres og dødsårsagen undersøges. Desuden benytter flere forskere lejligheden til at kigge nærmere på forskellige aspekter af hvalernes ekstreme og lidet kendte biologi.
Hvorfor ender så mange individer af verdens største tandhval deres liv i Danmark netop nu? Og hvad har undersøgelserne af kaskelotterne afsløret om deres lydapparatur og hjerte? Fem forskere skal gøre os klogere på de strandede kæmper.
🍷 Til arrangementet serveres et glas vin i pausen (inkluderet i prisen).
Sprog: Coen Elemans foredrag er på engelsk, de resterende på dansk.
--- --- --- --- ---
PROGRAM
Strandede kaskelotter på de danske kyster er langt fra et nyt fænomen; man har dokumenteret det siden 1572. Men der lader til at være nogle nye tendenser, både herhjemme og i de omkringliggende havområder. I Danmark er det hidtil kun hanner, der er strandet, og i de seneste år har der været tale om mindre og yngre individer. Til gengæld er der ved Skotland og i Den Engelske Kanal begyndt at strande hunner og endda kalve. Kan denne udvikling skyldes klimaforandringer? Hvalforsker CARL KINZE kigger på kaskelotstrandingerne i et historisk perspektiv og på teorierne om, hvorfor hvaler i det hele taget strander.
Når en stor hval er strandet i Danmark, er man altid interesseret i at få undersøgt dødsårsagen og hvalens generelle sundhedstilstand. Derfor er veterinære patologer fra Københavns Universitet såsom ANNE SOFIE HAMMER en fast bestanddel af hvalberedskabet og spiller en central rolle i obduktionen af strandede hvaler. Anne Sofie skal fortælle om, hvad de patologiske undersøgelser af årets strandede kaskelotter har vist. Og hvordan man i det hele taget griber det an at obducere et så enormt dyr.
Professor og bioakustiker COEN ELEMANS har i over et årti med nyskabende metoder forsket i de uhyre komplekse mekanismer, der ligger bag forskellige dyrs vokaliseringer, deriblandt hvalers. Kaskelottens næsekompleks er dyrerigets største og mest avancerede lydorgan, og den producerer verdens kraftigste biologiske lyde. For at kunne studere dette højt specialiserede lydapparatur nærmere sikrede Coen sig de såkaldte abelæber fra en af de strandede kaskelotter. Abelæber er de ventiler, som tandhvaler bruger til at producere deres kliklyde. Coen tager os med ind i hvalernes lydunivers.
Som led i et forskningsprojekt for at forstå hjerterne hos planetens største dyr har biolog HENRIK LAURIDSEN og læge PETER AGGER indsamlet og undersøgt hjerterne hos en række hvalarter strandet i Danmark. Men den manglende brik i det store puslespil var et hjerte fra en kaskelot, så da en sådan strandede i Aalbæk, pakkede de straks bilen og drog afsted. Kaskelotten er et af verdens dybest dykkende havpattedyr, og Henrik og Peter er meget interesseret i, hvordan dens hjerte fungerer under det høje tryk på dybt vand. Vores eget hjerte er selv dårligt til at håndtere højt tryk, så måske vi kan lære noget af kaskelotten, der kan oversættes til en menneskelig kontekst.
--- --- --- --- ---
👉 Læs mere om foredragsholderne og se hele sæsonens program på www.vinogvidenskab.dk.
NB: Det er ikke muligt at bytte eller refundere billetter til Vin & Videnskab.
Where is it happening?
Event Location & Nearby Stays:



















