Pladerelease / PATINA - 'GENSTART'
Schedule
Fri, 17 Jun, 2022 at 05:00 pm
Location
BEAT København V | Copenhagen, SK
Advertisement
PATINA udgiver sit nye album 'GENSTART' fredag den 17. juni. I den forbindelse lægger bandet visit forbi pladeforretningen BEAT på Enghave Plads i København på udgivelsesdagen. Bandet signerer LP'er og spiller et par numre i helt intime rammer i caféen.
BEAT CAFÉ holder også åbent, så hvis tørsten melder sig, er det naturligvis muligt at købe lidt lækkert til ganen.
Kom og fejr udgivelsen med os og drengene. Det bliver en stor dag.
Kram fra BEAT og PATINA
---
Det gik stærkt for PATINA. Fra at være en aktiv del af det sydende sydfynske musikmiljø i 2019 voksede de sig i 2020 til et af de mest markante nye navne på den danske scene. De havde hooks, stillede livets store spørgsmål, og deres udsolgte koncerter var eksplosioner af energi og melodi. Blandt kulminationerne var, at singlen ’Flammer Rammer’ blev den mest spillede sang det år på P3.
De fik den modtagelse, de havde drømt om. Men i farten nåede de ikke at bearbejde alle indtrykkene – endsige sætte ord på alt det usagte i en hæsblæsende tid. Det gør de nu på deres selvransagende andet album, ’GENSTART’. Sangene er ikke – som set så mange gange før – en klagesang om succesens bagsider. Det er en gruppe tætte venners forsøg på at kigge sig selv og hinanden i øjnene og skrive og spille sig selv og hinanden videre.
Uden kalkuler, uden bagtanker, men som en ren aftapning af et her og et nu, blev albummet 'GENSTART' skabt. Og sangenes temaer lagde sig i naturlig forlængelse af hinanden; de kredsede om at være fanget – i hamsterhjulet, i eget hoved, i dårlige vaner, i omverdenens forventninger. Hele tiden med en ambition om at vriste sig fri. Såsom den klaustrofobiske ’Luk Mig Ud’, der som bandet siger, ”lyder som Rammstein, Kanye West og Lars H.U.G., der har det vildt under samme discokugle.”
De otte sanges indestængte energi kaldte på at få den kollektive kraft frem, som har været et af PATINAs adelsmærker ved deres mange koncerter. Derfor rykkede de ind i legendariske Grapehouse Studios, hvor de gennem 11 sammenhængende dage indspillede sangene med bandets tre stiftere som producere og en skæven til nogle af 1970’ernes artrock-helte. Mere end på albumdebuten bød alle syv bandmedlemmer ind med idéer, fills, basgange og beats.
'GENSTART' udkommer via No3 fredag d. 17. juni. Vinylen er presset ved Nordsø Records.
Advertisement
Where is it happening?
BEAT København V, Enghave Plads 13, Copenhagen, DenmarkEvent Location & Nearby Stays:
Know what’s Happening Next — before everyone else does.