Afrodansk Talk: Kolonihistorie og kunstens evne til at se fortiden i øjnene
Schedule
Wed Nov 27 2024 at 05:00 pm to 06:00 pm
UTC+01:00Location
Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg, Denmark | Aalborg, NJ
Advertisement
”English version on our website. Please note that the event is in danish.”Kan kunst og kultur redefinere historieskrivningen og vores forståelse af virkeligheden? Mød billedkunstner Jeannette Ehlers og forfatter Moussa Mchangama i en samtale om kolonihistorie og kunstens dekoloniale potentialer, modereret af Nafisa Fiidow.
I samtalen skal vi med inspiration fra Omar Victor Diops værker reflektere over kolonitidens vedholdende indflydelse - særligt set fra et dansk perspektiv - og over danskernes kollektive historiske hukommelsestab.
For den dominerende historieskrivning er blot én blandt mange fortællinger. I den optik er historien ikke kun noget, der hører fortiden til; den er i høj grad en del af en levende og foranderlig nutid, som former vores forståelse af virkeligheden, vores sprog og de billeder og fortællinger, der definerer os.
Samtalen udforsker også de potentialer, som er blevet undergravet og spildt som resultat af kolonialisering og den transatlantiske slavehandel og i den efterfølgende historieskrivning. Potentialer og kulturelle rigdomme, som med en genskrivning af historien kan bringes frem i lyset.
Talken bygger videre på de samtaler, som den senegalesiske kunstner Omar Victor Diop indleder i sin aktuelle særudstilling på Kunsten.
Mere om Moussa Mchangama
Jeg har prøvet at passe ind, har konstant skiftet form, så jeg ikke slog mig på en verden, der er indrettet i kasser. Men det er slut nu, det er ikke nok at passe ind. Nu er det tid til at høre til, at skabe noget nyt; et hjerteland, forbundet af værdier, der lader os være det, vi er født til at være: mennesker, vidunderligt komplekse mennesker.
Sådan indledes Moussa Mchangamas (f. 1987) bog ‘Tekster om hjem” fra 2024
Mchangama er efterhånden blevet en markant skikkelse i den danske samfundsdebat. Som medstifter og seniorrådgiver i rådgivningsvirksomheden In Futurum, aktivist samt forfatter sætter han fokus på identitet, tilhørsforhold og arbejder aktivt for at skabe inklusion samt social- og klimamæssig retfærdighed. I hans bog ‘Tekster om hjem’ reflekterer han blandt andet over sit eget ophav med en mor i Kirke Hyllinge og en far på Comorerne, som først i sidste halvdel af 1900-tallet gradvist opnåede selvstændighed fra kolonimagten Frankrig.
Mere om Jeannette Ehlers
Jeannette Ehlers (f. 1973) har i en årrække indtaget en helt central rolle på den danske kunstscene gennem en kunstpraksis, som skaber en fælles bevidsthed om kolonitiden og hylder den afrikanske diaspora. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, bosat i København og med rødder i både Danmark og Trinidad, lader Ehlers sin egen arv og identitet inspirere hendes kunst. Hun udforsker den danske kolonihistorie og belyser, hvordan fortiden fortsat former nutiden gennem sprog, billeder og fortællinger. Ehlers er især kendt som medskaber af monumentet I Am Queen Mary, det første danske mindesmærke over kolonitiden. Ehlers’ værker trækker tråde mellem kontinenter, menneskeskæbner og socio-politiske forhold og giver stemme til glemte historier og forbindelser. Ehlers udstiller både nationalt og internationalt og er i øjeblikket repræsenteret på MAAT i Lissabon samt i udstillingen Havet på Louisiana. I slutningen af november 2024 er Ehlers aktuel med soloudstillingen ‘Crossing Waters - Ripples of Tomorrow’ på Randers Kunstmuseum.
Mere om Nafisa Fiidow
Aftenens moderator, Nafisa Fiidow (f. 1996), er uddannet cand.scient.pol og arbejder som fuldmægtig i staten og debattør. Som samfundsdebattør er hun bl.a. at finde hos Politiken, hvor hun skriver humoristisk og indsigtsfuldt om samfund og kultur, og i TV2 News-programmet 'News & Co', hvor hun leverer skarpe politiske analyser til dagens nyhedshistorier.
Mere om udstillingen ‘Omar Victor Diop’
Kunsten Museum of Modern Art Aalborg åbnede for nylig en særudstilling med den anmelderroste senegalesiske kunstner Omar Victor Diop (f. 1980). Diops fotografier fortæller med nutidige og historiske referencer om fremtrædende afrikanere over hele verden, der ofte er blevet glemt i verdenshistorien – og om sort modstand i et globalt perspektiv. Læs mere her.
I tæt samarbejde med sociolog, samfundsdebattør og konsulent Prince Henry Kwesi Asare har Kunsten sammensat en række events, der aktiverer udstillingen og de tematikker, den berører – og perspektiverer udstillingen til en dansk kontekst.
Billede i top: Omar Victor Diop, The Women’s War 1929 . From Liberty (2016. Courtesy © Omar Victor Diop / MAGNIN-A, Paris.
PRAKTISK INFORMATION
- Pris: 50,- + entré til museet.
- Årskortholdere skal også købe billet til arrangementet, men har fri entré til museet - i mange tilfælde for både kortholder og for en ledsager - www.kunsten.dk/klub
- Vi anbefaler at du booker bord på forhånd, hvis du planlægger at spise i Brasserie Kunsten i forbindelse med arrangementet - www.kunsten.dk/brasserie
- Billetkøb refunderes kun i tilfælde af aflysning.
Arrangementet er støttet af Augustinus Fonden.
Advertisement
Where is it happening?
Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg, Denmark, Kong Christians Alle 50, 9000 Aalborg, Danmark,Aalborg, DenmarkEvent Location & Nearby Stays: